Rejsen tilbage til Europa
EU eller EJ #5: Trods krig og kollektive traumer mod Vesten, nærmede Serbien sig EU og Europa i starten af 00'erne. Så indtraf en række begivenheder, som i dag får EU til at virke langt væk.
Beograd, Serbien.
”Det eneste folkemord, der blev begået på Balkan, var mod serberne.”
Graffitien står malet i store sorte bogstaver hen over væggen på gågaden. Jeg befinder mig på Knez Mihailova, en af Beograds travleste turistgader ikke ulig Strøget i København. Serbiske flag er spændt ud over gaden, og små turistboder blander sig med Calvin Klein- og Chanel-butikker. Det store politiske statement er skrevet på engelsk, så ingen kan være i tvivl om den tiltænkte modtager.
Men tænk dig alligevel om, før du drager forhastede konklusioner, lyder budskabet fra Srdjan Staletovic.
”Det er en del af showet. Det er smart markedsføring. De regner med, at du kommer på besøg fra Danmark og bliver fascineret af spektaklet. Der er penge at tjene på showet, ligesom når du rejser til Tyrkiet og skal prutte om prisen i en basar. Spørg dig selv, hvorfor den graffiti er malet på turistgaden, og ikke i et almindeligt boligområde i Beograd?”
Staletovic er direktør i Europe House Belgrade, der åbnede i september 2024. Ifølge EU-ambassadør Emanuele Giaufret skal den nye institution ”fremme udveksling af idéer og kultur under et samlet europæisk tag”. En slags soft power-projekt, som skal øge den serbiske entusiasme for EU. Staletovic påpeger dog, at et lille flertal af serberne allerede ønsker at komme tættere på EU. For resten, særligt i den sydlige del af landet, er det snarere en følelse af gamle ar på sjælen end et klart formuleret alternativ, der nærer modstanden.
”Mange føler sig stadig forrådt. Det er egentlig ikke, fordi de har et særligt ønske om at nærme sig Rusland, men mere en følelse af svigt, særligt på spørgsmålet om Kosovo”, siger han.
Krigstraumet vækker stærke følelser
Jeg tænker over Srdjans svar på graffitien. Hvis det nu var et hagekors eller en hyldest til Røde Stjerne Beograd over FK Partizan, var det nok blevet malet over. Så det, at det får lov til at blive stående, er vel også et udtryk for en slags politisk accept fra myndighedernes side?
”Det er nok blevet malet af nogle nationalister. Der er en kamp om historien og det offentlige rum i Beograd. På Njegoševa (gade i Beograd centrum, red.) blev der malet street art af Putin for noget tid siden. Så malede nogle andre det over, så blev det malet igen – og derefter overmalet igen”, forklarer Marina Racic. Hun er journalist med speciale i europæisk integration, og arrangerer jævnligt inspirationsture for serbiske journalister til EU-lande.
“Hvis vi undersøger, hvem der blev retsforfulgt efter krigen, var der ingen, der blev stillet til ansvar for at have dræbt serbiske civile. Man kan nærmest konkludere, at vi slet ikke mistede folk under krigen. Er det retfærdigt?“
Det kontroversielle budskab på gågaden i Beograd kan vække stærke følelser. Det er samtidig en påmindelse om, at bitterheden over Vestens intervention stadig lurer under overfladen. I 1995 indledte NATO-styrker Operation Deliberate Force rettet mod det serbiske militær. Den var en reaktion på den vedvarende belejring af Sarajevo, der kulminerede med bombningen af byens markedsplads 28. august 1995.
Fire år senere bombede NATO den del af Jugoslavien, der senere blev til Serbien-Montenegro. Denne gang skete det som reaktion på den serbiske invasion og etniske udrensning i Kosovo mod syd, der anslås at have dræbt op mod 9.000 kosovoalbanere og fordrevet yderligere 900.000. Operation Allied Force tvang Slobodan Milošević-regeringen til at trække sig ud af Kosovo efter at have underskrevet Kumanovo-aftalen i juni 1999. Forinden havde 1.000 NATO-kampfly i løbet af 2½ måneder gennemført massive bombekampagner – op mod 38.000 – fra baser i Tyskland og Italien samt hangarskibet USS Theodore Roosevelt, der sejlede i Adriaterhavet. Selvom man overvejende ramte militære mål, anslås 500 civile af Human Rights Watch at være omkommet. Den jugoslaviske regering vurderede, at det civile dødstal snarere var mellem 1.200-2.500 omkomne.
Den mangeårige Human Rights Watch-direktør Kenneth Roth (1993-2022), har også kritiseret NATO’s beslutning om at bombe civil infrastruktur, og påpeget, at man fra militæralliancens side ”ikke gjorde nok for at minimere antallet af civile ofre.” Den følelse af bitterhed går igen blandt mange serbere.
”Hvis vi undersøger, hvem der blev retsforfulgt efter krigen, var der ingen, der blev stillet til ansvar for at have dræbt serbiske civile. Man kan nærmest konkludere, at vi slet ikke mistede folk under krigen. Er det retfærdigt? Nej”, siger politolog Natasa Dragojlovic.
Hun har viet mere end 20 år af sit liv til at arbejde for serbisk-europæisk integration, og har mange års erfaring fra det serbiske embedsapparat. I dag arbejder hun som koordinator for civilsammenslutningen National Convention on European Union in Serbia, hvor mere end 700 organisationer arbejder på at forberede Serbiens vej ind i EU.
“Det [manglende retsopgør] vækker stadig stærke følelser og giver skyts til den højreorienterede, pro-russiske del af befolkningen. De føler, at de lider på grund af NATO, Vesten, USA. At de hader os. Det er stadig deres bærende narrativ. Når jeg bruger økonomiske argumenter, som at 75 % af vores eksport går til EU-lande, bliver den slags følelser stadig blandet ind i samtalen. De mener, at vores fortid gør, at vi ikke har fået lige så meget hjælp til at komme ind i EU som mange andre lande, herunder Polen og Ungarn. Og det kan de også have en pointe i”, siger Dragojlovic.
Håbets Flamme
Trods krig og bombardementer vendte mange serbere sig hurtigt mod Milošević-regimet i starten af nullerne. Under den blodfattige Bulldozer-revolution, der fik sit navn efter en mindeværdig påkørsel af det statskontrollerede tv-hovedkvarter, blev autokraten Milošević smidt på porten efter blot seks dage oven på et fupvalg.
Landets nye premierminister, Zoran Đinđić, blev for mange symbolet på et nyt Serbien. Under Đinđićs ledelse blev der hurtigt gennemført en række reformer, der skulle bane vejen for, at Serbien igen kunne bevæge sig ind på et spor, der førte mod det europæiske fællesskab. Man fik underskrevet den europæiske menneskerettighedskonvention, og gik i gang med at implementere Europarådets reformanbefalinger.
“Mordet på Đinđić var et stort slag for Serbien. Han blev skudt ned på åben gade. Det var nok den vigtigste begivenhed når det kommer til at afspore landets kurs mod Europa.”
Vigtigst af alt bakkede Đinđić-regeringen op om den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag, hvis særlige tribunal (ICTY) stod for at retsforfølge en række af de mest notoriske krigsforbrydere. Det gjaldt ikke mindst eks-præsident Slobodan Milošević, Radovan Karadžić, der stod i spidsen for Republika Srpska under Srebrenica-massakren og belejringen af Sarajevo, samt Karadžićs øverstbefalende, Ratko Mladić, der blev pågrebet i Serbien i 2011. Året efter anholdelsen af Mladić blev Serbien officielt tildelt status som kandidatland til EU. Mens Milošević døde i fængsel, afsoner Karadžić og Mladić livstidsdomme.
”For mange var tiden under Đinđić præget af optimisme - også i forhold til at slutte sig til EU. Han var en slags håbets flamme, der repræsenterede et ønske i befolkningen om at gøre op med fortiden og bevæge sig videre”, forklarer Srdjan Staletovic.
Det håb blev slukket i 2003. Zoran Đinđić blev skudt på vej til et møde i Beograd med den svenske udenrigsminister Anna Lindh, der et halvt år senere blev stukket ihjel af den svensk-serbiske Mijailo Mijailović. Mens mordet på Lindh betragtes som upolitisk, begået af en psykisk syg mand, var Đinđić-drabet i høj grad politisk motiveret. Gerningsmanden, Zvezdan Jovanović var tidligere medlem af de serbiske specialstyrker, og begrundede mordet med et ønske om at få en pro-Milošević regering tilbage til magten, der ikke søgte forsoning med Vesten. Blandt hans medsammensvorne var mafiabossen Dušan Spasojević, der som leder af den magtfulde Zemun Clan ville have Đinđić ryddet af vejen på grund af hans skærpede indsats mod organiseret kriminalitet. Spasojević blev dræbt i en skudduel med serbisk politi, mens Jovanović blev idømt 40 års fængsel.
”Mordet på Đinđić var et stort slag for Serbien. Han blev skudt ned på åben gade. Det var nok den vigtigste begivenhed når det kommer til at afspore landets kurs mod Europa”, mener Milica Pekic. Hun arbejder i Sammenslutningen for Uafhængige Kulturscener i Serbien, og er også en varm fortaler for mere europæisk integration.
”Han var en stor fortaler for et Serbien, der bevægede sig i retning af EU. Jeg vil ikke sætte Đinđić op på en piedestal, for jeg var ikke politisk enig med alt, hvad han gjorde. Men han var meget nede på jorden og direkte. Og han opførte sig ikke som en magtgal konge isoleret på sit slot – ligesom ham, vi har nu”, siger Pekic med henvisning til landets siddende præsident, Aleksandar Vučić.
Skæbneåret 2008
Trods mordet på Đinđić styrede Serbien fortsat i retning af EU-medlemskab. I årene umiddelbart efter mordet, var der fortsat et stort ønske i den serbiske befolkning om at slutte sig til EU og bevæge sig i retning af Europa.
”På det tidspunkt bakkede 68 procent af serberne op om at blive medlem af Unionen”, siger Srdjan Staletovic.
På mange måder blev 2008 et skæbnesvangert år for Serbien. Finanskrisen begyndte i efteråret 2007 at tage form af en økonomisk tsunami, der i løbet af det næste år spredte sig fra finanssektoren og hæmningsløse Wall Street-spekulanter til alle afkroge af verden, og medførte en global recession, der til stadighed manifesterer sig i nye kriser for kapitalen. Det fik også politiske konsekvenser for lande som Serbien, der stod i venteposition til EU, da prioriteterne ændrede sig, forklarer Natasa Dragojlovic.
”Finanskrisen fik EU til at lukke sig mere om sig selv. Vi følte, at vi havde imødekommet alle kravene fra Vestens side hvad angik demokratiske reformer og samarbejde med Den Internationale Straffedomstol. Men så ændrede spillereglerne sig. Finanskrise blev efterfulgt af migrantkrise og Brexit. EU virkede pludselig ikke særligt interesseret i udvidelse, men fik travlt med at tage sig af sine nuværende medlemmer”, siger hun.
Det største skred i den offentlige opinion havde dog mere lokale rødder. Den 17. februar 2008 vedtog Kosovos lovgivende forsamling at erklære sig uafhængigt fra Serbien. Hele Vesten bakkede med det samme op om løsrivelsen, der til gengæld blev mødt med stor vrede i Serbien. Biskop Artemije, Serbiens religiøse overhoved, opfordrede med det samme til styrkede militære bånd til Rusland, der nægtede at anerkende det nye lands uafhængighed i FN-regi. Premierminister Vojislav Koštunica meddelte kort tid efter, at EU-medlemskab ikke længere var på Serbiens dagsorden, og krævede desuden, at USA omgjorde sin anerkendelse af Kosovos selvstændighed.
”Finanskrisen fik EU til at lukke sig mere om sig selv. Vi følte, at vi havde imødekommet alle kravene fra Vestens side hvad angik demokratiske reformer og samarbejde med Den Internationale Straffedomstol. Men så ændrede spillereglerne sig.”
”Koštonica følte, at han havde gjort alt for at forberede os til medlemskab af både EU og NATO. Så kom uafhængighedserklæringen, som Vesten bakkede utvetydigt op om, og så var løbet kørt. Det var også dér, regeringen begyndte at intensivere det politiske forhold til Rusland. Tro mig, jeg arbejdede selv i embedsapparatet dengang, og så det udfolde sig. Det var en strategisk fejl fra EU’s side, og det gjorde det svært for mange serbere ikke at føle, at EU og europæerne hadede os”, siger Natasa Dragojlovic.
Du kalder det en strategisk fejl, men var det også en principiel fejl? Bakker du selv op om Kosovos ret til uafhængighed?
”Min holdning er, at jeg følger den serbiske forfatning, som definerer Kosovo som en del af mit land. Hvis det skulle ændre sig, ville jeg ikke have et problem med det, og jeg respekterer også, at der er serbere, som mener det burde være sådan. Men det ville kræve en folkeafstemning.”
Selvom Serbien fortsat nægter at anerkende Kosovo, har de to lande genoptaget de økonomiske forbindelser i 2020, og samtidig lovet ikke at stille sig i vejen for hinandens EU-kandidatur. I februar 2023 underskrev Serbiens Aleksandar Vučić og Kosovos Albin Kurti endvidere Ohrid-aftalen, der med EU som mægler skal forsøge at normalisere forholdet.
I Beograd Lufthavn understreger et skilt ved paskontrollen dog, at den aftale stadig gør ondt på den serbiske selvforståelse. Her understreges det, at ”enhver accept af visa udstedt i Pristina (hovedstaden i Kosovo)” udelukkende sker for at facilitere den fri bevægelighed, og ikke er et udtryk for en anerkendelse af nogen selvstændighed. Så er det på plads.
Tilbage til Europa?
Både Natasa Dragojlovic, Milica Pekic og Srdjan Staletovic føler, at tiden er inde til, at Serbien giver slip på fortiden, og igen orienterer sig mod Europa.
”Langt de fleste serbere føler stadig, at Europa er lige her, og at det altid har været sådan. Vi går ikke i russisk tøj, men italiensk. Vi spiser italiensk og tyrkisk og tager på ferie i Grækenland. Folk har ikke været i Vladivostok, men de har været i Frankfurt og Rom. Når man taler om europæiske værdier, er det noget, vi instinktivt føler os en del af. Men det er klart, at spørgsmålet om Kosovo og forhistorien med NATO stadig påvirker os”, siger Staletovic.
Hvordan har krigen i Ukraine påvirket den følelse du beskriver af at ’være en del af Europa’?
”Regeringen har ikke sat foden ned overfor Rusland, og Gazprom opererer stadig frit. Der er meget russisk kulturpåvirkning. Men man skal huske på, at der også er kommet mange ukrainere til Beograd. Hver uge bliver der arrangeret offentlige læsninger af ukrainske flygtninge.”
Den historiske splid om Kosovos selvstændighed vækker stadig stærke følelser blandt mange serbere. En måling fra 2022 viste, at kun hver fjerde serber mente, at Kosovos selvstændighed bør anerkendes. Samtidig mener halvdelen af de adspurgte dog også, at generobring af det tabte er urealistisk, mens 75 procent ønsker en varig fred med naboen i syd.
Lederne i de store EU-lande er da også begyndt at tale om, at en ”de facto anerkendelse” kunne være tilstrækkeligt til at blive lukket ind i EU-varmen, mens andre påpeger, at en række EU-lande, herunder Spanien og Grækenland, ikke har anerkendt Kosovo, men har fået lov at være medlem alligevel. Srdjan Staletovic mener, at tiden er moden til politisk handlekraft, hvis Serbien endegyldigt skal ”vende tilbage til Europa”:
”Hvis Vučić var klar til at betale den politiske pris for at underskrive et dokument, der anerkendte Kosovo som et selvstændigt land, tror jeg ærligt talt de fleste ville have glemt det efter en uge. Det ville på en måde være som at have svømmet i 30 år med en sten i hånden, og endelig give slip på den”.
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-Nævnet.