Røde linjer i Ukraine
Glem de russiske propaganda-narrativer, som skal true verden til at acceptere en kortsigtet fred. Der findes en klar rød linje - også i denne krig - men det er Rusland, der overtræder den dagligt.
Vi hører igen og igen om røde linjer i Ruslands invasion af Ukraine. Første gang begrebet optrådte i forbindelse med krigen var i marts 2022, hvor enhver militær støtte udefra blev betragtet som en rød linje. Et par måneder senere var det HIMARS-raketter, der ville overskride Ruslands grænse. I november samme år advarede Dmitrij Medvedev mod at sende Patriot-missiler til det ukrainske luftforsvar, mens både beslutningen om at sende kampvogne og F-16 fly blev beskrevet som kolossalt farlige optrapninger.
Men denne gang er det altså alvor!
At den tilbagevendende samtale om russiske røde linjer igen er dukket op til overfladen, skyldes, at Ukraine har fået grønt lys fra USA, Storbritannien og Frankrig til at anvende taktiske ballistiske missiler (Army Tactical Missile System, forkortet ATACMS) til at ramme militære mål i Rusland.
“Rusland har forstået at udnytte diskrepansen mellem forventninger til Ukraine om at overholde en række fiktive grænser, og den totale mangel på forventninger til egen opførsel”
Det har fået en bred vifte af politikere, meningsdannere og andre vatniks - altså folk, der mere eller mindre bevidst spreder russiske propaganda-narrativer (læs mere om, hvad en ‘vatnik’ er i vores bog) - til igen at hoppe i med begge ben.
Fra det ekstreme højre gentager vatniks som det amerikanske kongresmedlem Marjorie Taylor Greene og Ungarns præsident Viktor Orbán trofast Kreml-regimets propaganda. Dansk Folkeparti vil slutte fred med Putin. Også den populære podcaster Joe Rogan, der for alvor sprang ud som politisk aktiv med støtteerklæringen til Donald Trump, er gennem hashtågerne fra sit studie i Texas begyndt at sprede skræmmekampagner om ATACMS-beslutningens betydning. På klassisk Rogan-facon krydrer han sine ubegavede tirader med en række klassiske vatnik-konspirationsteorier, herunder den om, at Zelenskij må være hemmelig stofmisbruger.
På den anden side af det politiske spektrum har britiske vatniks som Diane Abbott og Jeremy Corbyn, der konsekvent har agiteret for ukrainsk overgivelse, også betegnet ATACMS-beslutningen som skødesløs. Putins amerikanske yndlingspolitiker Jill Stein, der her ses tage selfies under en hyggelig middag med den russiske diktator og hans nærmeste, har brugt anledningen til at fordømme beslutningen og samtidig genoplivet en vatnik-klassiker: NATO, ikke Rusland bærer ansvaret for krigen.
Men hvad er det egentlig, de er så bange for vil ske på den anden side af Ruslands røde linje?
Rusland har forstået at udnytte diskrepansen mellem forventningerne til Ukraine om at overholde en række fiktive grænser, og den totale mangel på forventninger til egen opførsel. Det spiller ind i to klassiske vatnik-narrativer om Rusland:
Det ene er, at landet ikke opererer med de samme grænser for sin formåen som alle andre, og derfor kan blive ved og ved med at smide mere i krigspuljen. Intet offer er for stort, og Rusland “kan lide som ingen andre”. På russisk er denne forestilling om en unik offermentalitet indeholdt i begrebet narodnost.
Det andet er, at Rusland er en irrationel aktør, som ikke kan forventes at leve op til vores spilleregler. Ja, landet er nærmest tvunget til at bombe folkeskoler, boligblokke og sygehuse! Begge dele er en del af en målrettet desinformationskampagne orkestreret af Kreml, der skal svække opbakningen til Ukraine og dække over, at Rusland på ingen måde kan fortsætte ud ad samme spor på ubestemt tid.
Ruslands militær er presset til det yderste
Trods bombastiske udmeldinger fra Kreml-regimet om det modsatte, og trods alle forsøg på at opretholde en Potemkin-kulisse af uovervindelighed, har Rusland allerede kastet det meste ind i sin invasionskrig uden de store resultater.
Tanks og artilleri fra Sovjetunionens depoter - nogle med op til 65 år på bagen - er blevet støvet af og sendt til fronten. Statsbudgettet er blevet presset til det yderste, og det russiske militærapparat anslås at udgøre svimlende 41 procent af hele årsbudgettet i 2025.
“Ruslands røde linje-retorik er en veltilrettelagt skræmmekampagne, der spiller på fortællingen om Ruslands uberegnelighed.”
Tyrkiets fortsatte blokering af krigsskibe gennem Bosporusstrædet, med henvisning til Montreux-konventionen af 1936, har desuden sat den russiske flåde udenfor Sortehavet ud af spil. I forvejen kan dens tilstand bedst beskrives som ramponeret. Ruslands eneste hangarskib, koldkrigsrelikviet Admiral Kuznetsov, har siden 2018 ligget til permanent reparation i Murmansk, og beslutningen i september 2024 om at overføre 1.500 sømænd fra dets besætning til frontlinjen i Ukraine, har fået mange til at spekulere over, hvorvidt den gamle rustbunke nogensinde bliver operationel igen.
Samtidig understreger omskolingen af hangarskibets soldater den kroniske mandskabsmangel i den russiske hær; et problem, der i samme periode blev forsøgt afhjulpet med tilstrømningen af nordkoreanske soldater. Det var endnu en tydelig optrapning af krigen, som dog ikke affødte diskussioner om ‘røde linjer’. Ét sæt regler for Rusland; et andet for Ukraine.
Eftersom der ikke er mere isenkram at kaste ind i krigsindsatsen, ville Putins eneste konventionelle militære svar på overtrædelsen af endnu en rød linje være endnu en mobilisering. Det er et tilbagevendende emne, som jævnligt rygtes i støbeskeen. Yderligere mobilisering er imidlertid en kompliceret størrelse, der hverken politisk eller økonomisk ser ud til at kunne lade sig gøre. Sidst man mobiliserede, flygtede mindst 500.000 mennesker ud af Rusland, og eftersom arbejdsløsheden i forvejen er rekordlav, ville flere soldater lægge endnu mere pres på den uholdbare civiløkonomi, hvor der akut mangler hænder.
Hvis mobiliseringen alligevel bliver nødvendig, er det vigtigt at holde sig for øje, at regimet sagtens kunne finde på at begrunde den netop med overtrædelsen af røde linjer, men at den snarere ville være et udtryk for desperation end et svar på tiltale. Heller ikke her er der nogen grund til at hoppe på Kremls desinformation.
Økonomisk implosion i horisonten for Rusland
Nogle har spekuleret i, at Kreml-regimet som modsvar til endnu en overtrædelse af de skiftende rød linjer kunne finde på at forbyde salg af strategiske ressourcer som f.eks. aluminium eller uran, hvilket Putin løbende har truet med. Reelt er den russiske økonomi formentlig alt for presset til den slags manøvrer.
Den nationale velfærdsfond - Putins pengekasse til at modstå sanktioner - er langsomt ved at blive drænet, mens rublen igen er kravlet over kurs 1:100 mod dollaren. Trods en løbende forhøjelse af renten fra centralbankens side - senest til 21 % i oktober - er inflationen fortsat skyhøj. På et år er prisen på et kilo kartofler steget med 73 procent i Rusland, mens smørpriserne er blevet så høje, at man i nogle supermarkeder er begyndt at tyverisikre dem enkeltvis.
Foruden den aktuelle økonomiske krise er et langsigtet demografisk kollaps undervejs. Fødselsraten er så truende lav, at det russiske parlament for nylig har forbudt at promovere en ‘børnefri livsstil’, mens Putin flere gange har opfordret til, at landets kvinder begynder at få seks-syv børn igen “ligesom deres bedsteforældre”. Selvom det nærmest kan virke grinagtigt, dækker det over en dyb krise uden umiddelbare løsninger i sigte.
De økonomiske sanktioner er, som jeg tidligere har beskrevet, ikke noget quick fix, der fra den ene dag til den anden får Rusland til at opgive sine imperialistiske ambitioner. Til gengæld er de i gang med at forvolde uoprettelig skade på Ruslands langsigtede fremtid, endda på en måde, der kan blive et problem, når/hvis landet skal genopbygges efter Putins død, og Vesten skulle få lyst til at bidrage. Der er en økonomisk og demografisk implosion i horisonten, selv hvis Putin formår at erobre territorier i Ukraine og fremstille krigen som en ‘sejr’.
Atomar afpresning
Konsekvenserne af at overtræde Ruslands seneste røde linje kan med andre ord ikke være en optrapning af den konventionelle krig. Der er ikke flere optrappende skridt at tage for et politisk, militært og økonomisk presset diktatur, der allerede har tømt de sovjetiske overskudslagre for tanks og gået tiggergang hos Kim Jong-Un. De skridt, der kan tages, ville være i spil uafhængigt af beslutningen om at tillade ATACMS-angreb på russiske militærbaser.
Når folk refererer til en rød linje, som de er bange for at overskride, er det for manges vedkommende overvejende frygten for, at Rusland vil optrappe med brugen af masseødelæggelsesvåben. Selvom atomvåben selvfølgelig udgør det største skræmmebillede, er også muligheden for kemisk og biologisk krigsførelse til stede. Her er det værd at holde sig for øje, at Rusland allerede ignorerer Konventionen om kemiske våben, hvilket er blevet omfattende dokumenteret af utallige russiske krigsforbrydelser på slagmarken - også på det område.
“Rusland har kort sagt alt at tabe, og stort set intet at vinde ved faktisk at bruge atomvåben.”
Selvom mange føler, at truslen virker mere overhængende efter ATACMS-beslutningen, er der heller ikke i den sammenhæng noget nyt under solen. Rusland har jævnligt brugt truslen om atomvåben som pressionsmiddel, hvilket særligt er taget til, efter den skjulte krig mod Ukraine blev til en regulær invasionskrig i 2022. En oversigt over de mange atomtrusler viser samtidig, at Kreml-regimet ofte sætter folk som Dmitrij Medvedev og Sergej Lavrov til at fremsætte truslerne. Putin kan derefter fremstå som en ‘fornuftens stemme’ ved at nedtone konfliktniveauet.
Ruslands brug af kemiske våben peger samtidig på en central problemstilling i atomvåbenproblematikken: Ruslands foreløbige afståelse fra denne ultimative optrapning skyldes næppe en moralsk overvejelse, men en mere pragmatisk konsekvensafvejning. Xi Jinping har tidligere forklaret Putin, at atomvåben ikke er acceptable, ligesom også Indien jævnligt rygtes at have advaret om store diplomatiske konsekvenser. Fra NATOs side vil russisk brug af atomvåben også øge trusselsniveauet i en grad, hvor direkte militærintervention vil være sandsynlig.
Rusland har kort sagt alt at tabe, og stort set intet at vinde ved faktisk at bruge atomvåben. Derimod har man meget at vinde, hvis man kan skræmme andre til at begrænse deres støtte til Ukraine. Besiddelse af atomvåben bliver hurtigt et politisk carte blanche for såvel Rusland som andre reaktionære regimer. Hvad skulle standse Putin fra at annektere Georgien eller Belarus om fem år, hvis der først er etableret en ny præcedens for, at atommagter kan gøre, hvad der passer dem?
Foruden det principielt forkerte i at give efter for den type afpresning, vil det utvivlsomt inspirere andre til hurtigere at udvikle et selvstændigt atomprogram. Iran, Saudi-Arabien eller Tyrkiet ville føle sig langt mere selvsikre i at føre en aggressiv udenrigspolitik med atomvåben i ryggen, mens også lande som Polen, Japan, Sydkorea og endda Tyskland kan forventes at sætte skub i et atomprogram. Både Japan og Sydkorea er i øvrigt allerede begyndt at overveje en atomar oprustning, og særligt i sidstnævnte har den diskussion fået fornyet styrke som følge af Ukraine-krigen, der nu også omfatter nordkoreanske soldater. Japan kan have bomben klar på under et år. At bøje sig for Putins trusler vil kort sagt føre til en langt mere usikker verden med mange flere atomvåben-magter.
Den reelt røde linje
Ruslands røde linje-retorik er en veltilrettelagt skræmmekampagne, der spiller på fortællingen om Ruslands uberegnelighed. Det vil kun tjene Putin - og alle de andre reaktionære regimer, der lige nu studerer Ukraine som en lærebog for egne ambitioner - at acceptere hans præmis om at holde Rusland ansvarlig ud fra andre standarder end alle andre. Det står fortsat Vladimir Putin frit for at standse sin invasionskrig, og dermed øjeblikkeligt bremse ethvert angreb på russisk jord.
Det er til gengæld ikke rigtigt, at vi bør ophæve alle røde linjer, sådan som Mette Frederiksen tidligere på året lagde op til. Skal vi tage de gavmilde briller på, er Frederiksens citat nok også blæst ud af proportioner. For presset på spørgsmålet ville fru Frederiksen nok også skrive under på, at der er en meget klar rød linje, som vi ikke kan acceptere at overskride, og som heller ikke fra et strategisk perspektiv vil gavne Ukraine: Målrettede angreb på civile mål.
“Det er ikke kun logisk, men nødvendigt, at vi afviser det seneste russiske forsøg på at definere en ‘rød linje’, der tilsyneladende gælder for alle andre dem selv.”
Det er en indlysende skillelinje, der blev allerede blev malet skrigende rød i Genevekonventionen i 1949. At overtræde den ville øjeblikkeligt sætte den folkelige og politiske opbakning fra Vesten til fornyet diskussion. Samtidig ville det risikere at skabe fornyet opbakning til den flagrende krig i Rusland, hvis befolkningen følte, at krigen også blev eksistentiel for deres vedkommende.
Det eneste, Ukraine skal gøre, er ikke at forvandle sig til Rusland, der på daglig basis overtræder alle krigskonventioner. Hvis Ukraine begyndte at rette sine droner og missiler mod civile mål i Rusland, ville det være en rød linje, som både taktisk ville give Kreml-regimet bedre kort på hånden, og som det i Vesten ville være svært at se gennem fingre med. Til gengæld må vi holde fast i, at alle militære mål er legitime, både militærstrategisk og ifølge krigens konventioner.
Ukraine står allerede overfor en langt større militærmagt med dybe historiske reserver, der har omstillet hele sin produktion til en krigsøkonomi. Den kamp kan ikke vindes med en hånd på ryggen, og forudsætter selvfølgelig også, at Ukraine kan ramme de militærbaser i Rusland, hvorfra Tu-95 og Su-34 bombefly letter, udstyret med glidebomber rettet mod børnehospitaler, plejehjem og kraftværker.
Det er ikke kun logisk, men nødvendigt, at vi afviser det seneste russiske forsøg på at definere en ‘rød linje’, der tilsyneladende gælder for alle andre end dem selv. I stedet må vi holde fast i den eneste røde linje mellem civile og militære angreb, der ud fra krigens tragisk-perverse logik fortsat gør Ukraines selvforsvar både retfærdigt og støtteværdigt.
Europa-Nyt udgives takket være læserstøtte. Jeg håber du vil overveje at blive støttemedlem! I første omgang kan du få alle nyheder og analyser i din indbakke ved blot at klikke nedenfor.
