Janusansigtet
Aleksandar Vučić har med politisk snilde genopfundet den jugoslaviske model, og spiller på alle heste. Undervejs er demokratiet og pressefriheden støt blevet afviklet, mens EU kigger den anden vej.
Beograd, Serbien.
Når han ringer til Vladimir Putin, taler han russisk ”ud af respekt for Den Røde Hær, der befriede Beograd”. Han lovpriser handelsaftaler med Rusland, omtaler vestlige ledere som ”svage”, og lover højt og helligt aldrig at tilslutte sig Vestens sanktioner mod Kreml-regimet.
Når han trykker Volodymyr Zelenskij i hånden, omtaler han Ukraine som et ”venligsindet land” og bekræfter, at Serbien anser Krimhalvøen og Donbas som ukrainsk territorie.
Den ene hånd laver russiske gasaftaler. Den anden sælger våben til Ukraine. Selvom politik kan være et beskidt spil, evner få at søle sig så gennemført til som Serbiens præsident Aleksandar Vučić, der med storpolitisk snilde – og et moralsk kompas, der altid peger i retning af mere magt – har sat sig tungt på magten i Serbien.
Når Vučić spiller på alle heste, kan det på sin vis siges at være en forlængelse af en lang tradition for pragmatisk udenrigspolitik, med mindelser om den, der blev ført under Josip Titos mangeårige diktatur (1944-1980). Et af ’titoismens’ bærende principper var netop at orientere sig mod alle sider, hvilket resulterede i til tider bizarre alliancer mellem det formelt socialistiske land og USA.
”Officielt har Serbien fire udenrigspolitiske søjler. Den primære kan siges at være et officielt ønske om EU-medlemskab, men de fire retninger er Europa, USA, Kina og Rusland. Situationen hernede har altid været speciel, fordi vi både har orienteret os mod øst og vest”, siger Marina Racic, der er journalist med speciale i EU-politik.
”Vores alliancefrihed har tjent os godt i fortiden. Det gav Jugoslavien fleksibilitet sammenlignet med andre lande i Østblokken. Mange i de ældre generationer tænker stadig i de baner”, siger Srdjan Staletovic, der er direktør i Europe House.
Ultranationalist i fåreklæder
Aleksandar Vučić trådte ind på den politiske scene i 1993, hvor han blev medlem af det højreekstreme Serbiens Radikale Parti (Srpska radikalna stranka, SRS). Få år senere blev den unge advokat udpeget som generalsekretær i partiet, og udmærkede sig blandt andet med besøg hos den serbiske belejringsstyrke, der omringede Sarajevo fra 1992-1996. I en tale under krigen udtalte den unge Vučić blandt andet, at ”vi vil dræbe 100 muslimer for hvert serbiske liv de har taget.” På klassisk Vučić-manér forklarede han 20 år senere, at udtalelsen var ”taget ud af en sammenhæng.”
Den første store post blev som informationsminister (1998-2000) under Milošević-regeringens sidste år. Her lærte Vučić betydningen af at fordreje sandheden og styre det offentlige narrativ. NATO-bombardementet af Beograd i 1999 blev brugt som påskud til at slå hårdt ned på uafhængige medier, mens alle vestlige journalister også blev beordret ud af landet.
Da Milošević blev smidt på porten, trådte Vučić også i baggrunden. I 2008 kom han igen ind på den politiske scene, denne gang i en ny indpakning. Her meddelte han, at han havde meldt sig ind i det nystiftede Serbiens Progressive Parti (SNS). Piben havde fået en anden lyd. Srebrenica-massakren, hvis gerningsmænd han selv havde besøgt i 1995, blev nu omtalt som en ”forfærdelig forbrydelse.” Medier beskrev hans politiske vending fra ”nationalistisk høg til stålsat europæer”. Det var endnu et snedigt træk fra en magtbegærlig politiker på vej mod magtens tinder.
“SNS-regeringen kom til magten i 2012. Så brugte de et par år på at overtage alle samfundsinstitutionerne, og nu er deres state capture gennemført.”
SNS vandt med Vučić i spidsen flest sæder ved parlamentsvalget i 2012, mens partifællen Tomislav Nikolić, der også havde en fortid i det højreekstreme SRS, blev Serbiens fjerde præsident i maj samme år. Vučić overtog embedet i 2017, og har siddet på posten de efterfølgende syv år.
”SNS-regeringen kom til magten i 2012. Så brugte de et par år på at overtage alle samfundsinstitutionerne, og nu er deres state capture gennemført”, siger Tamara Filipović, der er forkvinde i Sammenslutningen af Uafhængige Journalister i Serbien (NUNS).
Fra sin position øverst i det serbiske magthierarki fortsætter Aleksandar Vučić med at sætte sig stadig tungere på magten. Srdjan Cvijic fra Balkans in Europe Policy Advisory Group kalder den politisk glatte ål for en “Jekyll and Hyde”-karakter. I løbet af magtkonsolideringen er Vučić også blevet mere selvsikker. Fra tid til anden lader masken på det politiske Janusansigt til at krakelere, som da han i maj 2024 fordømte beslutningen i FN’s generalforsamling om at gøre 11. juli til officiel mindedag for Srebrenica-massakren. Da serbiske tanks begyndte at rulle nærmere grænsen til Kosovo i september 2023, frygtede mange, at der igen var optræk til krig på Balkan.
Spørgsmålet er, om Vučić nogensinde agtede at gøre alvor af truslen, eller om det blot var endnu en omgang politiske julelege, som skulle gennemtvinge politiske indrømmelser fra Pristina, eller styrke hans offentlige image som ’Serbiens beskytter’.
Jeg spørger Natasa Dragojlovic fra civilsammenslutningen National Convention on European Union in Serbia, om hun er enig i beskrivelsen af Vučić som en Jekyll & Hyde; et politisk Janusansigt?
”Tjo… er der nogen politiker, der ikke er en Janus?”
Måske tænker jeg, at Vučić er blandt de mest ekstreme eksempler på en, der spiller det spil.
”Hvis du har gennemskuet ham, er han tydeligvis ikke den bedste til det. Se blot på en person som Milo Đukanović (tidligere præsident i Montenegro, red.), der solgte Montenegro til russerne, og alligevel fik landet ind i NATO.”
Trange kår for pressefrihed og demokrati
Under mit interview med Srdjan Staletovic ringer hans telefon pludselig. Han bliver nødt til at skynde sig videre, da han skal mødes med EU-ambassadøren for at overrække den årlige rapport fra Bruxelles til premierministeren. ”Den udkommer om ti minutter, og så har vi et overdragelsesritual”, forklarer han.
Nærstuderer man rapportens konklusioner bliver det hurtigt tydeligt, at Serbien står over for nogle store udfordringer på vejen mod EU. Det gælder ikke mindst på spørgsmål om ytrings- og pressefrihed, hvor rapporten fremhæver ”et stigende antal tilfælde af pression og fysiske trusler mod journalister.” Også strategiske søgsmål, såkaldte SLAPPs, der begrænser mulighederne for at lave undersøgende journalistisk, bliver fremhævet som et stigende problem. Men problemet i Serbien stikker langt dybere end rapporten lader antyde, forklarer Tamara Filipović:
"De fleste medier er i dag kommet direkte under statens kontrol. SNS-regeringen sidder på alle de store kanaler, hvilket efterlader meget lidt plads til medier, der repræsenterer aktivisme og civilsamfundets interesser. Formelt set har vi egentlig en god lovgivning på medieområdet, men som med så meget andet i Serbien handler det om, hvem der skal håndhæve loven."
“Det har været støt nedadgående med pressefriheden siden 2014. Vi er faldet fra nummer 54 til nummer 98 på RSF’s index, så over 40 pladser.”
I den seneste EU-rapport kritiseres netop den manglende vilje til at implementere formelle love som en af de vigtigste hæmsko for serbisk EU-medlemskab. Det billede forstærkes af Journalister Uden Grænsers seneste vurdering af landet. Her beskrives Serbien som ”fanget mellem fake news og propaganda”. Journalist-NGO’en fremhæver også, at der ”trods et godt lovgivningsfundament bliver lagt stort politisk pres på journalister.”
"Det er gået støt nedad med pressefriheden siden 2014. Vi er faldet fra nummer 54 til nummer 98 på RSF's indeks, altså over 40 pladser. Det er konsekvensen af SNS-regeringens state capture”, siger Tamara Filipović. Hun bekræfter også en stigende tendens til trusler og angreb på medlemmer af NUNS, hvor der har været mindst 100 tilfælde af trusler og 8 voldelige episoder foreløbigt i 2024.
På sin vis lyder det, du beskriver, som den samme tendens, vi ser i lande som USA, Ungarn og Slovakiet. Hvor højreradikale regeringer forværrer situationen for journalister, og kalder uafhængige journalister som dig for fjenden?
”Donald Trump dukkede op lang tid efter SNS. Han var kun ved magten i fire år. Vi har levet med SNS i 12 år. Så på den måde er vi nok snarere dem, der har inspireret andre”.
Tamara Filipović fremhæver særligt Beograds SNS-borgmester, Aleksandar Šapić, som en af de værste til at dæmonisere den frie presse. På en pressekonference dagen efter langede netop Šapić ud efter journalister på nyhedskanalen N1, som han kaldte ”manipulatorer” og ”fake” ovenpå kanalens kulegravning af en togulykke i Novi Sad.
Netop sagen om den kollapsede togstation afslører ridser i lakken. Vučić og SNS-regeringen er ikke usårlige, og den offentlige holdning kan hurtigt vende sig mod et parti, der har siddet så længe ved magten. I Novi Sad demonstrerede tusinder mod regeringens håndtering af sagen, hvilket fik præsidenten til at advare om ”straf til ballademagere”. Det viser samtidig vigtigheden af at styre det offentlige narrativ.
Også Milica Pekic mener, at Serbien under Vučić har været en inspiration for andre autoritære regimer.
”Hvis du ser på, hvad Orbán (Ungarns premierminister, red.) har gjort, eller hvad der foregår i Georgien lige nu, minder det meget om situationen i Serbien. Jeg læste en kommentar om, at det nyligt overståede georgiske valg, hvor regeringen har svindlet sig til valgsejr, havde lånt opskriften fra valget i Serbien i 2023. Der var der også virkelig mange ugler i mosen, men det fik ingen konsekvenser. Det var måske en smule mere smooth i Serbien, men dynamikken var den samme.”
Litium gør blind
De mange tvetydige udmeldinger, der til tider kan få Serbiens udenrigspolitik til at virke skizofren, er næppe gået politikerne i Bruxelles’ næse forbi. Så hvorfor tolererer man de stigende autokratiske tendenser, den åbenlyse samarbejdsvilje med Rusland og de store problemer med presse- og ytringsfrihed? Hvorfor lader EU kort sagt som ingenting, når det handler om den snigende autoritære vending i Serbien? Som så meget andet handler det blandt andet om ressourcer, nærmere bestemt litium.
Allerede i 1990’erne, kort tid efter Balkankrigenes afslutning, begyndte det australske mineselskab Rio Tinto at bore i Jadar-dalen. Her har man fundet et massivt litiumdepot på op mod 1,2 millioner tons, der i takt med udviklingen af elektriske biler er blevet en af verdens mest eftertragtede ressourcer. Nogle eksperter vurderer, at de serbiske litiumdepoter kunne levere råstoffer til op mod 90 procent af Europas fremtidige energibehov. Det har fået både EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og Frankrigs præsident Macron til at tage på charmeoffensiv i Beograd, mens EU-talspersoner har fastslået, at Kommissionen er ”fast besluttet” på det strategiske partnerskab med Serbien.
Det konkrete behov for serbiske råstoffer kan betyde, at man fra Vestens side er klar til at se gennem fingre med de demokratiske problemer i Serbien.
”Litium-udvindingen betyder, at Vestens politikere er begyndt at flokkes om Serbien. Regeringen bruger det selvfølgelig også i forhandlingerne. De [EU] er allerede begyndt at kigge den anden vej når det handler om valgsvindel”, siger Milica Pekic.
Paradoksalt nok kan netop litium-eksporten også risikere at nære modstand mod tættere EU-bånd, forklarer Pekic.
”Forekomsterne ligger under områder med meget landbrugsjord. Der er også store vandreserver, som er i fare for at blive forurenet af udvindingen. Og Rio Tintos forhistorie gør os heller ikke ligefrem begejstrede. Det nærer selvfølgelig også mere eller mindre berettigede konspirationsteorier om, at EU kun er interesseret i at udvinde Balkans naturressourcer.”
Stabilokratiet længe leve
Når man går gennem Beograds gader, føles det på mange måder, som om Vučićs tvetungede politiske kurs har forplantet sig til bybilledet. Store EU-flag hænger side om side med serbiske flag på de store boulevarder. På sidegaderne er der samtidig malet 'FUCK NATO'-graffiti.
Selvom Vučić-regeringen officielt arbejder målrettet på at blive medlem af EU, lader status quo i praksis til at passe fint ind i dens kram. Udsigten til litiumhandel og nogenlunde ro på Balkan-fronten synes også at tilfredsstille EU, og begge parter virker mere optagede af at bevare det pragmatiske forhold, som det er, end at videreudvikle optagelsen.
Serbien er indbegrebet af stabilokrati. Så længe vi leverer varen, er EU tilfreds.”
Da Vučić tidligere på året meldte ud, at man ikke regnede med at komme ind i EU inden årtiets udgang, var reaktionen da heller ikke overvældende. Frankrigs præsident Macron skrev et halvhjertet brev, hvori han udtrykte ’ærgrelse’ over, at Serbien ikke virkede mere entusiastisk over udsigten til at blive medlem af EU. Men skuffelsen var ikke større, end at han samtidig kunne trykke hånd med den serbiske leder samme uge, efter at have forhandlet salget af franske Rafale-kampfly på plads. Med venner til alle sider er behovet for at komme ind i EU måske mindre presserende?
Situationen leder mine tanker hen på den aftale, Kina tidligere på året indgik med Afghanistan om udvinding af litium. Et tydeligt eksempel på økonomisk pragmatisme, der trumfer eventuelle bekymringer om menneskerettighedsovertrædelser. Bør vi i virkeligheden tænke EU’s nuværende tilgang til Serbien ud fra samme kalkule?
”Serbien er indbegrebet af stabilokrati. Så længe vi leverer varen, er man tilfreds. Både EU-Kommissionen og Europarådet ser gennem fingre med korruption og kriminalitet i både Serbien og andre Balkan-lande som Nordmakedonien.”, siger Natasa Dragojlovic.
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-Nævnet.
