EU-medlemskabet der gik i stå
Størstedelen af islændinge vil i dag gerne med i EU. Landet kunne i modsætning til kandidatlandene i Østeuropa blive optaget med det samme. Så hvad venter Island egentlig på?
Reykjavik, Island
I lufthavnen i Keflavík glider jeg direkte igennem kontrollen uden på noget tidspunkt at skulle hive mit rødbedefarvede pas op af rygsækken. Et lille skilt i terminalen minder mig om, at Island er en del af Schengen-samarbejdet, og at jeg derfor bare kan gå direkte hen til ‘selvbetjenings-grænsekontrollen’. Et sort skilt med gule EU-stjerner oplyser, at den i øvrigt også er finansieret af EU’s Interne Sikkerhedsfond. På min telefon får jeg straks efter landingen en velkomsthilsen, som informerer mig om, at jeg har et EU-abonnement, og derfor ”kan ringe og bruge min EU-data, uden det koster ekstra.”
Jeg bliver et kort øjeblik forvirret. Har jeg overset, at Island er blevet medlem af EU, mens jeg blundede i flyet?
”På mange måder er EU her allerede. EØS-samarbejdet gør, at Island ikke føler noget stort økonomisk incitament til at blive medlem.”
For at opklare forvirringen: Island er ikke medlem af EU, sådan formelt. Men på mange måder er landet allerede så integreret i det europæiske handelsfællesskab, at distinktionen i praksis bliver akademisk. Sammen med Liechtenstein og Norge er Island også med i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), der foruden billigere telefonregninger og fri bevægelighed også sikrer fordelagtig samhandel og kapitalens frie flow. Undtaget er både landbrug og fiskeri, hvilket er særdeles relevant for både Island og den norske nabo mod øst. Island er også med i ERASMUS-programmet, der giver de studerende mulighed for at tage en del af deres uddannelse i udlandet.
Situationen efterlader mig med en undren: Hvis man allerede har alle fordelene på plads, er der så overhovedet grund til – eller ønske om – også at blive reelt EU-medlem? Jeg sender spørgsmålet videre til professor Eirikur Bergmann, en af Islands fremmeste EU-eksperter, som har sat mig stævne på Kaffihús Vesturbæjar, det lokale universitets cappuccino-pusterum.
”På mange måder er EU her allerede. EØS-samarbejdet gør, at Island ikke føler noget stort økonomisk incitament til at blive medlem”, siger Bergmann.
Finanskrisens dybe spor
Islands vej mod EU – formelt medlem eller ej – begyndte allerede i 1972, da man underskrev en frihandelsaftale med de daværende EF-lande. 22 år senere blev EØS-aftalen også underskrevet i 1994, og samme år meddelte det socialdemokratiske Samfylkingin, at man ønskede fuldbyrdet optagelse på sigt. Selvom de to konservative partier Framsóknarflokkurinn og Sjálfstæðisflokkurinn var imod, spåede statsminister Halldór Ásgrímsson fra førstnævnte i 2006, at landet ville blive medlem inden for et årti.
Så ramte Finanskrisen Island i 2008. Hårdt. Landets tre største private banker – Kaupthing, Landsbanki og Glitnir – gik i betalingsstandsning og kastede landet ud i en alvorlig recession. Udlandsgælden eksploderede til det syvdobbelte af bruttonationalproduktet, og både udenlandske investorer og almindelige islændinge tabte formuer. Markedsværdien for islandske aktier anslås at være faldet med 90 procent i perioden 2008-2011. Det var samtidig et dybt fald fra de økonomiske tinder, forklarer Eirikur Bergmann.
”En kort overgang, lige inden det store krak i 2008, overgik finanssektoren faktisk fiskeindustrien i størrelse”, siger han.
At det kunne gå så galt, skyldtes uhæmmet grådighed, overdreven risikovillighed og en islandsk regering, der ikke kunne tæmme de grådige bankkonsortiers lyst til at gamble med overbelånte penge, men som snarere fjernede alle regulerende bremser på deres vej. Bankerne blev ledet af tre nyrige familiedynastier, som fik betegnelsen Vikinge-kapitalisterne. Bergmann beskrev under Finanskrisens rasen, hvordan de på et lille årti fik omdannet en traditionel nordisk velfærdsøkonomi til ’et dereguleret kapitalisme-bonanza’.
Store demonstrationer mod regeringens håndtering tvang den siddende regering til at trække sig, mens premierminister Geir Haarde blev sigtet for sin rolle i kollapset. Stridens kerne handlede om ansvar. Hvem skulle betale for finanskapitalens vilde oversatsninger?
Landsbanki-kollapset havde kostet en række udenlandske investorer store summer, og de krævede nu betaling ved kasse et. Særligt britiske og hollandske havde penge til gode i bankens Icesave-afdeling, men kassen var tom, og den islandske stat nægtede at påtage sig gældsansvaret. Ved en folkeafstemning i 2010 om indfrielse af lånet stemte 98% af befolkningen nej til den kompromisaftale, der var blevet fremlagt med EU og Frankrig som mæglere.
Det økonomiske kollaps fik også konsekvenser for forholdet til EU, forklarer Eirikur Bergmann.
”Den latente islandske nationalisme blev vækket til live under Icesave-sagen. Man kunne se det selv på folks tøj. Sagen vendte også virkelig folkestemningen. Det gjorde EU til en modstander. Island blev presset til at indgå en række aftaler med briterne og hollænderne, som blev støttet af EU. Mange af de krav, der blev pålagt Island af IMF (Den Internationale Valutafond, red.) og EU, var set i bakspejlet også vanvittige”, siger han.
Mens Finanskrisen satte dybe spor i den islandske befolknings forhold til resten af Europa, klarede de hovedansvarlige overordnet frisag. Geir Haarde blev frifundet for det meste og har i dag en ledende stilling hos Verdensbanken. De tre bank-konglomerater skiftede også ham, og er i dag igen blandt Islands rigeste og mest indflydelsesrige, forklarer Bergmann. Det gælder ikke mindst den tidligere Landsbanki-ejer Björgólfur Guðmundsson og hans søn, Björgólfur ’Bjöggi’ Thor, der ifølge Forbes 2024 har en formue på cirka 15.000.000.000 kroner.
Nordisk land, britisk kultur
At det netop skulle være Storbritannien, der i høj grad påvirkede den islandske euroskepticisme, kan virke paradoksalt i en post-Brexit verden. Islands eneste krig som selvstændig nation blev også udkæmpet mod den mægtige nabo mod syd, og handlede som meget andet på Island om fisk. Under Torskekrigen (1958-1976) sloges man med The Royal British Navy om fisketerritorier.
”Selvom vores største kontroverser har været med briterne, er vi stadig dybt indlejret i britisk kultur.”
Ligesom i den senere økonomiske Icesave-strid trak Island sig overvejende sejrrigt ud af konflikten, blandt andet ved at true med at trække sig fra NATO, og dermed åbne Atlanterhavet for sovjetiske ubåde. Islands store fisketerritorier har også sidenhen skabt splid med nabolandene. Senest var Irland stærkt utilfreds med, at et islandsk EU-medlemskab potentielt kunne få betydning for dets fiskeindustri i Det Irske Hav.
Har det britiske exit fra EU betydet et større ønske om at slutte sig til Unionen fra islandsk side? Det kunne være en fristende konklusion at drage, men forholdet mellem de to lande er mere kompliceret end som så, forklarer Eirikur Bergmann.
”Selvom vores største kontroverser har været med briterne, er vi stadig dybt indlejret i britisk kultur. Vores kultur, vores humor, vores madvaner. På mange måder er vi tættere på Storbritannien end Skandinavien, selvom vi også er et nordisk land. Dansk bliver ikke talt heroppe længere, og vores økonomiske vækst er også historisk bygget på at sende fisk til Storbritannien, på samme måde som I sendte dem bacon. Der er ikke noget egentligt fjendskab.”
Annalena Baerbock (Tysklands udenrigsminister, red.) talte forleden om behovet for et mere forenet Europa oven på valget af Donald Trump. Men det lyder på dig, som om Islands rolle i den sammenhæng vil være mere bundet op på Downing Street end Bruxelles og Washington?
”Hvis NATO bliver paralyseret som følge af Trump, kan man let forestille sig et scenarie, hvor EU vil integrere mere forsvar i sit apparat. I den nuværende situation risikerer Island at stå udenfor, og meget vil afhænge af, hvor Storbritannien placerer sig inden for denne nye sikkerhedsarkitektur. Island ville hurtigt være klar til at blive integreret i et sådant sikkerhedsnet”, siger Eirikur Bergmann.
Omskiftelig folkestemning
Foreløbigt består NATO. Den islandske nationaløkonomi trives og er de seneste år vokset støt med 4-9 procent. EU-fordelene er allerede på plads. Alligevel er et flertal af islændingene igen blevet positivt stemt over for udsigten til også officielt at få Tjúgufáni til at vaje i Bruxelles. En måling fra juli 2024 viser, at 74 procent af befolkningen igen vil have sat EU-medlemskab til folkeafstemning, mens 54,3 procent af de adspurgte ville stemme ja til medlemskab. Den tidligere premierminister Þorsteinn Pálsson udtalte i den forbindelse, at det tydeligt viste, at ”EU-spørgsmålet ikke længere kunne udskydes.”
“I virkeligheden kunne man nok lave en graf med to kurver, hvor den ene målte rentens udvikling, og den anden målte opbakningen til EU-medlemskab. Så ville man hurtigt opdage, at de lå ret meget på linje.”
Netop Pálsson forlod i 2016 det konservative, euroskeptiske Sjálfstæðisflokkurinn (Uafhængighedspartiet) for i stedet at slutte sig til Katrín Gunnarsdóttir og Benedikt Jóhannessons nystiftede Viðreisn, der netop havde splittet fra sit konservative moderparti på grund af utilfredshed med partiets EU-modstand. Den retning blev yderligere forstærket af Uafhængighedspartiets beslutning i 2023 om at droppe tilknytningen til den nationalkonservative Alliance af Europæiske Konservative og Reformister, der blandt andet huser både Danmarks- og Sverigedemokraterne, for i stedet at blive optaget i den eurocentriske koalition Det Europæiske Folkeparti.
Pálssons bombastiske udmelding synes at blive modsagt af den generelle opmærksomhed om emnet i den islandske befolkning. Frem mod parlamentsvalget den 30. november lader spørgsmålet om EU-medlemskab til at være fraværende i den politiske debat.
”Forleden, da jeg kiggede på partiernes mærkesager, var EU-spørgsmålet nederst på listen for de fleste”, siger Ehgill Smári Hlynsson. Sammen med studiekammeraten Emilía Hlín Gudnadóttir er han i gang med at læse op til en stor eksamen på medicinstudiet, hvilket fylder mere end det kommende valg. ”Vi vil egentlig gerne blive en del af EU, men det optager os ikke særligt meget”, siger han.
”Vi er langt mere optaget af lokale problemer, som fx boligkrisen, sundhedsvæsnet og stigende priser på fødevarer”, siger Emilía Gudnadóttir.
Det lyder, som om I ville være helt okay med, at Island blev EU-medlem, men at det ikke er et særligt afgørende politisk spørgsmål? Og at der hverken er en stærk strømning i den ene eller anden retning.
”Ja, præcis. De fleste ved ikke en gang, at det er en mulighed”, siger Gudnadóttir.
”De fleste af mine venner ved heller ikke, at euroen kunne være en mulighed. Det er ikke rigtig et samtaleemne, men måske er der kommet en smule opmærksomhed på det seneste”, siger Hlynsson.
Island kunne sandsynligvis blive optaget i EU med det samme, hvis de politiske vinde blæste i den retning. I sidste ende er det et spørgsmål om skiftende økonomiske hensyn og en splittelse mellem en stærk uafhængighedsfølelse og ønsket om at være en del af Europa, forklarer Eirikur Bergmann.
”Vi er en del af Europa, men står samtidig udenfor. Der er ingen grænser så langt øjet rækker. Dem skal du rejse meget langt efter. Så de politiske naturlove er en smule anderledes her. Island vil gerne være sit eget samfund, men samtidig også blive anerkendt som en del af verden – med en smule tøven”, siger han.
Bergmanns beskrivelse efterlader mig med indtrykket af et land, der både ønsker at fastholde sin nuværende position, men samtidig kunne skifte mening – og medlemskaber – meget hurtigt, hvis verdenssituationen ændrer sig.
”Se på Finland og Sverige. Det var umuligt at forestille sig, at de lande ville blive NATO-medlemmer. Men så ændrede verden sig. Det samme kunne ske i Island med hensyn til EU. Holdningen er meget omskiftelig, de seneste 20 år har der været både 90 % for og imod et EU-medlemskab. I virkeligheden kunne man nok lave en graf med to kurver, hvor den ene målte rentens udvikling, og den anden målte opbakningen til EU-medlemskab. Så ville man hurtigt opdage, at de lå ret meget på linje.”
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-Nævnet.
Europa-NYT udgives takket være læserstøtte. Jeg håber du vil overveje at blive støttemedlem! I første omgang kan du få alle nyheder og analyser i din indbakke ved blot at klikke nedenfor.
