EU eller EJ? #2 Tidligere britisk parlamentsmedlem: ”Vi kommer til at leve med konsekvenserne af Brexit i 20-30 år.”
EU eller EJ? #2 Tidligere britisk parlamentsmedlem: ”Vi kommer til at leve med konsekvenserne af Brexit i 20-30 år.”
Den økonomiske vejrudsigt lover tunge skyer for den britiske økonomi post-Brexit. Fremtiden ser dyster ud, mener det tidligere parlamentsmedlem Paul Farrelly.
LONDON – Den 24. juni 2016 blev en dato, der gik over i både britisk og global historie. Tidligt denne morgen gik valgkommissær Jenny Watson på scenen i Manchester for at fortælle den forsamlede verdenspresse om gårsdagens folkeafstemning, hvor rundt regnet 33,5 millioner briter havde stemt om landets fremtidige tilhørsforhold til EU.
“Det samlede antal Remain-stemmer var 16.141.241. Det samlede antal Leave-stemmer var 17.410.742. Det betyder, at Storbritannien har stemt for at forlade Den Europæiske Union.”
Den historiske besked blev ved pressekonferencen øjeblikkeligt mødt af begejstrede tilråb og knyttede næver fra flere i publikum. Men det britiske farvel til EU blev fra starten en hård fødsel. Pundet faldt øjeblikkeligt 8 pct. i værdi, mens den siddende premierminister, David Cameron, med det samme forlod den synkende skude.
Samme dag meddelte Cameron, der selv havde skudt folkeafstemningen i gang under den såkaldte Bloomberg-tale tre år forinden, at han ville trække sig som leder af regeringspartiet De Konservative. Han havde selv talt for at blive i EU og kunne dårligt blive siddende på et så tungt mistillidsvotum fra vælgerne.
Otte år efter afstemningen har ikke blot fødslen af Brexit, men også dens barndom været mildest talt udfordrende. En rapport fra januar 2024 viste, at udmeldelsen i løbet af de første otte år havde kostet den britiske økonomi £140 milliarder. Omregner vi til danske målestoksforhold svarer det til godt og vel 1.243.000.000.000 kroner, eller knap halvdelen af vores årlige bruttonationalprodukt. Alene London har ifølge Cambridge-rapporten mistet 290.000 arbejdspladser, mens den gennemsnitlige brite kunne have haft omkring 17.500 kr. mere mellem hænderne – om året.
Og nu til den rigtigt dårlige nyhed for briterne: Der er udsigt til, at det bliver værre. Ifølge en helt ny undersøgelse fra Aston University Business School er eksporten til EU-landene fra 2021 til 2023 faldet med 27 pct. Samtidig oplever mange af de forretningsdrivende, BBC har talt med om rapporten, at have fået besværliggjort deres arbejde af bureaukrati og regulativer. Det bekræfter det indtryk, jeg selv har fået fra folk, jeg har talt med i Stoke og Manchester.
Brexit har givet dem mere bøvl i hverdagen og haft store konsekvenser for finansieringen af bl.a. sundhedsvæsnet. Med andre ord er resultatet blevet det stik modsatte af, hvad Nigel Farage og Boris Johnson lovede dem, da de kaldte det en mulighed for at genvinde kontrollen og samtidig tilføre NHS (National Health Service, det britiske offentlige sundhedsvæsen, red.) 3 milliarder kr. mere om ugen.
EU-udvidelsen i 2004 lagde kimen
Hvad motiverede så briterne til at forlade EU på en måde, der set i bakspejlet har været en økonomisk katastrofe? Det er jeg taget til London for at tale med det forhenværende parlamentsmedlem Paul Farrelly om. Efter at have clearet den regnvejrstunge plads over Westminster og de svært bevæbnede vagter ved indgangen finder Paul mig i ventelokalet til Portcullis House, en del af maskinrummet i britisk politik, hvor 213 MP’er har deres daglige gang.
“Selvom jeg er stoppet i politik, har jeg stadig et adgangskort til Portcullis House. Så jeg er stadig ret involveret, selvom jeg altså gik på parlamentarisk pension for år tilbage,” forklarer han, mens vi sætter os til rette i den store mødesal.
Mange mennesker troede, at den store tilstrømning af migrantarbejdere gjorde det værre for arbejderne. Antallet af nye arbejdere fra lande som Polen tog Blair-regeringen på sengen.”
Som tidligere Labour-parlamentsmedlem for byen Newcastle-under-Lyme i Staffordshire (2001-2019), hvor 63 pct. stemte leave, har han om nogen mærket den understrøm i befolkningen, der førte til EU-exit. Jeg beder ham derfor starte fra begyndelsen – dér, hvor Brexit-stemningen første gang kom til Staffordshire.
“Stoke og Newcastle er gamle industribyer. Kul, stål og keramik. Da jeg blev MP i 2001, var jeg den første, der blev valgt i et område uden en kulmine. Den sidste lukkede i 1998. Stålværket Shelton Bar i Stoke var også væk, og keramikindustrien led under det globale konkurrencepres. Meget blev outsourcet til Indonesien og Bangladesh. Det var et område, der trængte til at regenerere.”
“Spoler vi frem til 2004, hvor EU blev massivt udvidet [med Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn], kan vi i stedet se, at mange mennesker troede, at den store tilstrømning af migrantarbejdere gjorde det værre for arbejderne. Antallet af nye arbejdere fra lande som Polen tog Blair-regeringen på sengen.”
Farrelly understreger, at han ikke har noget problem med polske arbejdere, som han beskriver som “fantastiske og hårdtarbejdende”, men at håndteringen af den nye arbejdskraft skabte modstand og fjendtlighed i lokalbefolkningen. Folk følte sig afkoblet og overhørt.
“Stoke og Newcastle havde i forvejen store polske og ukrainske minoriteter. De var minearbejdere, der var flygtet fra Stalins regime efter Anden Verdenskrig, og det var et naturligt sted for dem at slå sig ned.”
Paul Farrellys egne forældre migrerede i slutningen af 1950’erne fra Irland, hvor de ligesom en million andre irere søgte nye græsgange. Han var derfor indædt modstander af Brexit-narrativet om de “østeuropæiske horder”, der kom til Storbritannien for at stjæle andres arbejde.
“Hvis man skal bekæmpe deres [UKIP’s] retorik, bliver man nødt til at tackle problemet uden omsvøb. Derfor forsøgte jeg at få gennemført lovgivning, der sikrede, at virksomheder ikke kunne bruge løstansatte vikararbejdere til at dumpe lønnen. Hvis de kunne bruge migrantarbejdere på den måde, ville det undergrave det engelske arbejdsmarked for alle. Vi sloges meget med Tony Blair og Gordon Brown, vores egen ledelse, om at få sikret lige vilkår.”
Men er det ikke et grundlæggende vilkår ved EU og princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, at virksomheder har ret til at finde den bedste arbejdskraft til prisen?
“Ikke nødvendigvis. Efter den store udvidelse kunne man sagtens have haft nogle bedre lovgivningsmæssige rammer til at forhindre, at nogle arbejdere bliver brugt til at underbyde og udkonkurrere andre.”
Skyld til højre og venstre
Trods den ophobede vrede blandt britiske arbejdere, som af landets højrefløj blev udnyttet til at skabe en xenofobisk stemning, falder ansvaret for Brexit tilbage på maskineriet herinde i Westminster. Der er et argument for, at Brexit var et radikalt demokratisk eksperiment. I så fald gik det ikke ligefrem som forsøgets bagmand havde tænkt, forklarer Paul Farrelly.
“David Cameron lovede i sit 2015-valgmanifest at afholde valg om medlemskabet. Det løfte regnede han ikke med at skulle overholde, da han forventede at skulle i koalition med [det stærkt pro-EU] Liberaldemokraterne. Derudover regnede han med at ville vinde en eventuel afstemning om at blive i EU på komfortabel vis. Men den Eton-uddannede David Cameron, der var på valg i fisefornemme Oxfordshire, fattede slet ikke, hvordan stemningen var ude blandt os andre på ’frontlinjen’ [i Staffordshire].”
Selvom ansvaret for Brexit officielt kan placeres på Camerons bord, var den daværende premierminister langtfra den eneste spiller på banen. Paul Farrelly ser særligt fire andre nøglefigurer i den politiske orkestrering af kampagnen:
“[Daværende finansminister George] Osborne var ikke fortaler for en afstemning, men blev alligevel siddende på posten. Han troede, ligesom Cameron, på arrogant vis, at det ville blive en nem sejr. Derudover var der den evigt plottende Michael Gove, der nu har forladt politik, fordi han ellers ville have tabt sit sæde, samt Boris Johnson, der som daværende borgmester i London brugte kampagnen til at køre sig selv i stilling. Endelig var der Nigel Farage [MEP for UK Independence Party fra 1999-2020], der trak i alle de gamle konservative hanelefanter, som senere sluttede sig til UKIP.”
Paul Farrelly var selv Remainer, altså én af dem, der talte for at blive i unionen, i øvrigt ligesom de fleste andre i Labour. Hvor De Konservative var splittede på spørgsmålet – 185 parlamentsmedlemmer anbefalede et Remain, mens 138 talte for Leave – var blot ti af hans daværende 228 partikollegaer i parlamentet Brexit-tilhængere. Interessant nok er alle ti i dag ude af britisk politik, med undtagelse af Graham Stringer fra Manchester-forstadskredsen Blackley and Broughton. Stringer har ikke ønsket at kommentere på denne artikel.
“Jeremy Corbyn tror ikke på Europa. Han ser det som en kapitalistisk konspiration. Derfor var han totalt usynlig op til afstemningen.”
Spørger man Paul Farrelly, var det dog ikke den sporadiske modstand internt i partiet, som udgjorde det største problem. Han peger i stedet på en inkompetent og vævende ledelse under Jeremy Corbyn, der året inden Brexit-afstemningen var blevet formand for partiet.
“Jeremy Corbyn tror ikke på Europa. Han ser det som en kapitalistisk konspiration. Derfor var han totalt usynlig op til afstemningen. Det smittede af på resten af Labour, som ikke organiserede en central kampagne og ikke satte hele sit apparat i gang. I stedet var det sådan en ’gør-hvad-I-selv-synes-på-lokalplan’ tilgang, der gjorde vidt forskellige udslag. I Newcastle kæmpede vi hårdt for Remain, mens de fx i [nabobyen] Stoke leverede en noget mindre målrettet indsats.”
Hvad mente Jeremy Corbyn egentlig i forhold til EU-medlemskab? Selv for britiske politiknørder kan det spørgsmål den dag i dag være svært at besvare. Kort før afstemningen udtalte den daværende Labour-leder, at der var et “overvældende argument” for at blive i EU.
Samtidig gjorde hans uengagerede kampagne op til Brexit-valget og senere udtalelser som hans 2018-bemærkning om, at han ville stemme Leave i tilfælde af en eventuel ny afstemning, vandene endnu mere mudrede for partiets vælgere. Man fornemmer en tydelig bitterhed fra Paul Farrellys side over for Corbyn, der i dag er uafhængigt parlamentsmedlem oven på en politisk udrensning foretaget af partiets nye leder, premierminister Keir Starmer.
“I et så tæt løb var det med til at tippe balancen til Brexits fordel. Der var ingen sikkerhedsmekanismer indbygget i valget, sådan som man for eksempel har haft i forbindelse med valg om skotsk uafhængighed, hvor mindst 40 pct. af den samlede vælgermængde skulle stemme for øget selvstændighed. Derfor fumlede vi os nærmest vej ud af EU. Politisk set havde vi en taber i spidsen for partiet,” siger han.
Men var Corbyns politik ikke ret populær? Set med mine danske velfærdskodede briller var de fremlagte socialdemokratiske reformer politiske vindersager, hvilket også lod til at være tilfældet blandt store dele af det britiske vælgersegment.
“Når Corbyn for eksempel fremlagde planer om gratis bredbånd til alle, lød det selvfølgelig godt. Men folk i Staffordshire var skeptiske – hvor skal pengene komme fra? Det fremstod drømmende og urealistisk og fremkaldte billeder af et magisk pengetræ,” siger Farrelly.
Jeremy Corbyns presseafdeling har ikke ønsket at svare på den fremlagte kritik fra Paul Farrelly, eller hans kommentar om, at hans politiske tøven var med til at gøre mange Labour-politikere “uvalgbare” oven på Brexit.
Deprimerende fremtidsudsigter
For Paul Farrellys vedkommende fik det også konsekvenser at gå imod folkestemningen hjemme i Newcastle-under-Lyme, Staffordshire. Da englænderne igen gik til parlamentsvalg året efter Brexit, beholdt det erfarne parlamentsmedlem sit mandat med det alleryderste af fingerspidserne. Han opnåede genvalg med blot 30 stemmer mere end De Konservatives Owen Meredith og blev efterfølgende beskyldt for at have brugt ufine metoder i en tæt valgkamp.
“Jeg havde på forhånd besluttet mig for at forlade politik efter valget i 2015. Da der så kom et lynvalg i 2017, følte jeg ikke, at jeg kunne løbe fra tingene. Min kone har stadig ikke helt tilgivet vælgerne for at give mig to år mere. Hun var sikker på, at jeg ville tabe efter Brexit.”
“Folk omkring mig sagde, at jeg ikke kunne stille mig op og sige til mine vælgere, at de tog fejl. Men min holdning var, at gu kan jeg det. Og når vi har haft den samtale, kan vi komme tilbage til at snakke om hospitaler og huller i vejene. Alt det, der også skal ordnes efter Brexit, og som vi skal finde en vej igennem.”
Spørgsmålet om Storbritanniens forhold til EU får mig til at tænke på den politiske situation, Danmark stod i oven på valget i juni 1992, hvor Maastricht-traktaten blev stemt ned med et endnu mere snævert flertal (50,7 pct. stemte nej).
Dengang blev løsningen Det Nationale Kompromis, som indlemmede Danmark i handelsunionen med visse forbehold. Jeg spørger Paul Farrelly, om man kunne forestille sig et Storbritannien, der på lignende vis meldte sig ind i klubben igen en dag på særlige vilkår?
“Det er der ikke udsigt til lige foreløbig. Brexit var en katastrofe for britisk økonomi, og vi kommer til at leve med konsekvenserne af det her i 20-30 år. Men vi bliver nødt til at forsøge at komme tættere på EU igen. Det har aldrig givet mening at opfatte Storbritannien som en isoleret ø.”
“Brexit var et svigt fra min politiske generation, men vi kommer aldrig videre, hvis vi ikke forholder os til de underliggende årsager. Staffordshire har brug for at skabe nye ambitioner på vegne af de fremtidige generationer. Opgaven med at puste nyt liv ind i områder som Staffordshire kræver investering og en tro på, at vi kan finde en vej fremad.”
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-Nævnet.
