EU eller EJ? #1 Gevaldige Brexit-tømmermænd i Stoke-on-Trent (og på burgerbaren i Salford)
EU eller EJ? #1 Gevaldige Brexit-tømmermænd i Stoke-on-Trent (og på burgerbaren i Salford)
Stoke blev i 2016 døbt Brexit-hovedstaden, efter mere end 70 pct. af vælgerne havde stemt for at forlade EU. Jeg er rejst til byen for at undersøge om resultatet er blevet som ønsket.
STOKE-ON-TRENT – For otte år siden sendte Storbritannien en chokbølge gennem europæisk politik, da landet som det første – og foreløbig eneste – valgte at træde ud af Den Europæiske Union. Det bærende argument handlede om at genvinde kontrollen med eget land og lovgivning, dog hverken på spørgsmål om lakridspiber eller kanelsnegle, men derimod den store tilstrømning af østeuropæisk arbejdskraft.
“Vi vil sørge for, at Bulgariens klogeste hoveder bliver hjemme og koncentrerer sig om deres eget land i stedet for at komme til Storbritannien for at servere te og kaffe,” sagde UKIP’s viceformand, Paul Nuttall, dengang. Hos De Konservative var Boris Johnson blandt de førende Brexit-fortalere og brugte som daværende London-borgmester (2008-2016) sin store indflydelse på at tale for en udmelding. “Tag kontrollen tilbage” lød det skråsikre slogan.
Nuttall og Johnson fik deres ønske opfyldt. Men har det været en succes?
Jeg er taget til England for at tale med politikere og eksperter om konsekvenserne af Brexit. Jeg vil dog også gerne høre fra de helt almindelige mennesker, som mærker konsekvenserne af beslutningerne i Westminster. Derfor har jeg besluttet mig for at tage til Brexithovedstaden Stoke, hvor 70 pct. stemte “leave”.
Til turen har jeg bosat mig i Manchester-bydelen Salford, som ifølge Resolve Poverty er blandt Englands fattigste områder. Her stemte 57 pct. for at forlade EU. I Salford møder jeg varme og hyggelige mennesker, men til gengæld ikke meget Brexit-entusiasme.
“Det har været frygteligt,” fortæller min vært Dorothy mig. Den 40-årige engelsk-nigerianer arbejder som konsulent i finanssektoren og har mistet rigtig mange kunder efter Brexit, særligt i Deutsche Bank, hvor hun tidligere rådgav om compliance inden for hvidvask. Nogle forudså et kollaps i den britiske finanssektor, hvor op mod 75.000 jobs ville forsvinde, men så galt er det endnu ikke gået. Foreløbig er kun 7.000 jobs forsvundet, men Dorothy mener, det kan være en stakket frist.
“Mange steder [i branchen] hænger man i med fingerneglene.”
Idioten i førertrøjen
I toget til Stoke falder jeg i snak med Philip Hunter, en 62-årig pensioneret advokat fra nabobyen Macclesfield. Både han og konen Yvonne viser sig dog hurtigt at falde uden for det store Brexit-segment, jeg havde regnet med at finde i Staffordshire.
“Vi er nok ikke helt typiske vælgere. Vi stemte begge ’remain’, og Brexit har da også vist sig at være en kæmpe fejl. Vi mærker det både personligt via prisstigninger og i vores familie, hvor min datters brilleglas-fabrik i Macclesfield har fået sværere ved at eksportere til Europa. Og så har det også skabt mere administrativt bøvl,” siger han.
Hunter-parret mener begge, at store dele af skylden skal placeres på Boris Johnsons skuldre. “Idioten i førersædet”, som de kalder ham.
“Han stod i spidsen for en skræmmekampagne baseret på løgne [om sundhedsvæsnet] og nemt fordøjelige slogans. Samtidig troede [daværende premierminister David] Cameron, at den skotske uafhængighedsafstemning [i 2014] betød, at Brexit ikke var sandsynligt. Så han hvilede på laurbærrene,” siger Philip Hunter.
“Den værste beslutning i mit liv”
Jeg lander i Stoke-on-Trent, Staffordshire. For fodboldfans er byen et meme. Kan dit hold gøre det på en kold regnvejrsdag i Stoke (altså vinde)? For metal-fans er Stoke kendt som Motorhead-forsanger Lemmy Kilmisters (1945-2015) fødeby, hvorfra den karismatiske musiker tog sin benhårde opvækst med ind i den hårde rock.
Jeg er dog hverken taget til Stoke for at se fodbold eller høre musik. For udover at være kendt som Brexithovedstaden er Stoke også stedet, hvor Paul Nuttall som UKIP-leder var på valg året efter Brexit, og byen er for mange englændere blevet indbegrebet af Brexit-mentaliteten.
Byen er dog hverken våd eller kold i dag, men indrammet af en mild sensommerbrise. Der lugter af benzin fra A52-motorvejen, der kløver byens centrum i to, og af øl fra pubben rundt om hjørnet. Min kontakt Thomas Brayford har anbefalet mig at slå et smut forbi The Glebe, hvor håndlavede mosaikvinduer fra en lokal fabrik pryder den knap 200 år gamle pubs facade.
Desværre er pubben reserveret til bryllup, så jeg trasker i retning af næste serveringssted. På The King’s Way hilser jeg på indehaveren Patricia Walklate, der overtog pubben for kun en måned siden. Hun vil gerne have mig til at smagsteste en ny panini med baked beans og bacon og indvilger til gengæld i at svare på et par spørgsmål om Stoke fire år efter, Brexit blev en realitet.
“Jeg stemte ’leave’ dengang. Det er en af de værste beslutninger i mit liv,” siger hun modløst. “Vi blev fodret med en masse løgne for at sige det ligeud. Boris Johnson og hans tomme løfter om 350 millioner pund ekstra om ugen til NHS (National Health Service, Storbritanniens offentlige sundhedssystem, red.). De fik det til at handle om, at vi kunne genvinde kontrollen, men vi har ikke fået noget som helst kontrol. Tværtimod kommer der flere migranter end nogensinde, bare ikke fra Europa, men Afrika og Asien.”
En undersøgelse fra Brunel University viser, at omkring 685.000 mennesker migrerede til Storbritannien i 2023, og at 90 pct. af dem, der kom for at arbejde (41 pct.), kom fra ikke-EU-lande som Nigeria og Indien. Det er over en fordobling målt i forhold til sidste år før Brexit (2015), hvor 330.000 personer migrerede til øen.
Netop den udvikling mener Patricia puster yderligere til en grim side af Stoke. Fremmedfjendskheden var ifølge hende én af drivkræfterne bag den høje Brexit-tilslutning i byen, men den nye bølge af post-Brexit migration, hvor nigerianere og indere har afløst polakker og litauere, har gjort den “endnu mere ekstrem”.
For et par uger siden dannede Hanley i det nordlige Stoke ramme for nogle af de racistiske optøjer, der ramte hele England. Også her kastede Brexit sin skygge over begivenhederne gennem den tidligere UKIP-leder Nigel Farage, der nu leder det højreradikale udbryderparti Reform UK.
Farage kastede brænde på bålet ved at sprede en historie om, at en muslimsk asylansøger havde myrdet tre unge piger. Det viste sig senere at være misinformation fra ende til anden – gerningsmanden var en 17-årig mand født i Wales med Rwanda-kristen baggrund. Men skaden var sket. Voldelige optøjer bredte sig i hele England, herunder i dele af Stoke.
“På en pub i Hanley var der en fyr, som gav omgange til alle, der sluttede sig til protesterne derude,” fortæller hun.
Den 67-årige pubindehaver har mærket den gradvise udhuling af sundhedsvæsnet mere end de fleste. Før hun blev pubejer, arbejdede hun i 30 år som sygeplejerske i County Durham. Hun er helt færdig med sit gamle erhverv oven på Brexit, der ifølge hende har forværret manglen på kvalificeret sundhedspersonale.
Hvor Storbritannien tidligere kunne tiltrække læger og sygeplejersker fra fx Polen og Spanien, er det i dag langt sværere at skaffe den nødvendige arbejdskraft, forklarer hun. En analyse i The Guardian viste i 2022, at Brexit havde betydet 4.000 færre europæere ansat i den britiske sundhedssektor, der ligesom resten af Europa er presset af et stigende antal ældre.
Et håndmalet knust keramikhjerte
Stoke er egentlig ikke en rigtig by, men et kludetæppe af seks mindre byer, der blev slået sammen i 1910 under mottoet Vis Unita Fortior – “sammen er vi stærkere”. Det kan med tanke på EU-afstemningen virke som lidt af en selvmodsigelse, men jeg finder efterhånden ud af, at det, “stokierne” gerne vil stå sammen om, er at få lov til at være i fred.
“Folk i Stoke er meget afskærmet fra omverdenen,” fortæller Thomas Brayford. Han er født og opvokset i Staffordshire, men fik en billet ud af området som politisk rådgiver i London.
“Stoke er ikke rigtig et sted, folk kommer til for at være,” forklarer 26-årige Venkat mig. Han er uddannet fra universitetet på den anden side af gaden, men kunne ikke finde arbejde inden for sit felt og arbejder nu som receptionist på North Stafford Hotel. “De fleste af vores gæster skal videre til steder som Alton Towers,” fortæller han med henvisning til en forlystelsespark, der ligger 20 kilometer øst for Stoke.
Insular er en stemning, der går igen i en samtale med Philip, en pensioneret lokal murersvend. Han fortæller over en pint, at folk her i byen ikke gider politikere af nogen kaliber og helst bare vil være i fred. Selv har han hverken stemt ved Brexit-afstemningen eller andre valg.
Mit indtryk af et lokalsamfund, der helst bare vil passe sig selv, bliver ikke mindre af en drikkepause på The Wheatsheaf. Da jeg spørger en flok gamle mænd ved siden af poolbordet, om jeg må stille dem et par spørgsmål, får jeg klar besked om, at journalister, der bringer politik eller religion op på deres pub, godt kan risikere et par på kassen. Jeg tømmer hurtigt min cola og forlader den dårlige stemning.
“Det var en rigtig god pub engang, hvor berømte bands som Pulp, Radiohead, Oasis og Bush har optrådt. Det var før, den blev overtaget af Wetherspoons,” forklarer Thomas Brayford, da jeg senere fortæller ham om min oplevelse. Pub-kæden er i øvrigt ejet af Tim Martin, der i sin tid donerede £200,000 til Vote Leave. Det lyder nærmest scriptet.
Bag den bitre facade fornemmer man et sår. Ligesom mange andre steder i England voksede Stoke på ryggen af den industrielle revolution, hvor skibsbyggeri, stålproduktion og minedrift fodrede det britiske imperiums globale ekspansion.
På sit højdepunkt i 1920 arbejdede 1,2 millioner briter med udvinding af kul i landets miner. 100 år senere er under 1000 mennesker i dag ansat i kulmineindustrien, mens den sidste kulmine i Staffordshire lukkede i 1998. Men Stoke overlevede i første omgang kulminernes kollaps, for byen husede også en af verdens bedste keramikindustrier, og fik tilnavnet Verdens Keramikhovedstad.
I storhedstiden arbejdede 70.000 mennesker i Stoke og omegn med at lave keramisk kunsthåndværk, og bysbarnet Josiah Wedgwoods fabrik var kronjuvelen i en industri, der sendte vaser, tekander og håndmalede tallerkener til hele verden.
“Mange fra Stoke er medlemmer af ’The Turnover Club’, dvs. folk, der tjekker stemplet i bunden, hvis de ser et flot testel, for at se, om det er lokalt produceret,” forklarer Thomas Brayford.
Stokes identitet som en global eksportør gør på sin vis også afskærmetheden og Brexit-mentaliteten paradoksal. Rammende for diskussionen om, hvordan Stoke skal bevæge sig videre, er den store statue af Wedgwood, der tidligere knejsede foran togstationen som en velkomst til byen, ved at blive flyttet. Det har skabt diskussion om, hvordan byen fremover skal præsentere sig selv.
Den testelsundersøgende automatreaktion dækker over en barsk virkelighed. Allerede ved årtusindskiftet var branchen reduceret til at beskæftige ca. 13.000, og i dag er tallet nede på 5.000. Globaliseringen og kapitalens frie flow har for længst sendt det meste af keramikindustrien til Kina og Sydasien, hvor også danske virksomheder som Royal Copenhagen i dag befinder sig. Den danske keramikproducent har siden 2004 fået lavet sine håndmalede tallerkener i Thailand, og det var også her, kimen til Brexit ifølge Thomas Brayford startede.
“Det tab skabte en stor desillusion og knækkede vores stolthed. Så er der grobund for meget ressentiment,” siger han.
Stoke er en by, der ad flere omgange har fået frataget sin stolthed. I første omgang da minerne blev lukket ned, og byens strejkende arbejdere led et smertefuldt og blodigt nederlag til Thatcher-regeringen. Derefter fik Stoke revet sit håndlavede keramiske hjerte ud. Tilbage står et sammensyet kludetæppe uden en puls, der komatøst trasker videre.
Overalt bliver man mindet om, hvad byen engang kunne byde på. Statuer af industrimagnater fra keramikindustriens storhedstid og smukke mosaikker på banegården. Gravmonumenter og mindesmærker til ære for byens pottemagere og faldne soldater. Selv fodboldklubben – altså dem med det kolde og regnvåde stadion – bærer tilnavnet The Potters, selvom stort set alle porcelæn-fabrikkerne er lukket. Byens identitet er indrammet af en fortid, der aldrig kommer igen.
Røvrendt af politikerne
Jeg tager hjem til Manchester. På den lokale burgerbar i Salford falder jeg i snak med ekspedienten. Efter at have diskuteret fordelene ved en ekstra omgang bacon i min Beefed spørger jeg ham, hvordan han har oplevet Brexit. Stemte han i 2016, og har han ligesom de andre folk, jeg har snakket med i Stoke og Manchester, blandede følelser nu?
“For at være helt ærlig var jeg ret ligeglad dengang. Min oplevelse var, at politikerne på begge sider røvrendte os, og at det kunne være ret lige meget. Derfor stemte jeg ikke. Det er blevet værre siden da, men jeg ved ikke, om det kun skyldes Brexit. Det er skørt, men vi har sværere ved at få råd til lokale råvarer nu og bliver nødt til at importere det meste [fra Europa]. Jeg er blevet meget pro-EU og ville ønske, vi kunne lave beslutningen om udmeldelse om.”
Artikelserien EU eller EJ? er lavet med tilskud fra Europa-Nævnet.
